Danske priser på ny Tipo og Tipo Cross

Danske priser på ny Tipo og Tipo Cross

Den nye Tipo har fået danske priser. Den kommer nu i fem varianter, hvoraf to er den helt nye og skarpe crossover. Tipo starter ved 169.990 kr., og Tipo Cross starter ved 209.990 kr. Den nye Tipo kan opleves hos forhandlerne i dag.

Den nye Fiat Tipo er kommet til Danmark – med facelift inde som ude, nye og opdaterede motorer, nye sikkerhedssystemer og som crossover for første gang nogensinde. Den kommer som 5-dørs og Station Wagon i tre forskellige varianter (Tipo, City Life og Life) og som crossover i to varianter (City Cross og Cross). Den nye Tipo kan opleves hos forhandlerne i dag.

Danske priser på ny Tipo og Tipo Cross
Danske priser på ny Tipo og Tipo Cross

De ydre former på Fiats familiebil har fået et moderne, elegant og dynamisk ydre – fronten har en ny kølergrill, og den nye Tipo er den kun anden Fiat med det nye Fiat-logo, som også sidder på den nye, elektriske Fiat 500. Forlygterne er nye, og både for- og baglygter kan fås med LED, hvilket understreger det moderne udtryk.

Nye muligheder i kabinen

Inde kan man få det digitale 7’’ TFT-display, der kan konfigureres, og som giver komplet overblik over bilens status, infotainmentsystemet og smartphonen under kørslen. Og så er rattet mindre og mere sporty, hvilket både giver bedre ergonomi og bedre udsyn til TFT-displayet bag rattet.

Derudover tilbydes den nye Fiat Tipo med en HD-touchskærm på op til 10,25’’ som ekstraudstyr. Den har trådløs Apple CarPlay og Android Auto, og den giver mulighed for at forbinde to smartphones via Bluetooth samtidig. Skærmen fås også med mulighed for trådløs opladning af mobiltelefon.

Opdateret dieselmotor og ny benzinmotor

I motorrummet er der også nyt i form af den nye trecylindrede benzinmotor 1.0 GSE T3, der er den seneste tilføjelse til familien af Fiats FireFly Turbo-motorer, og som leverer 100 hk. Den har et moment, der sikrer et stort kraftoverskud selv ved lave omdrejninger – ved blot 1.500 o/min. yder den 190 NM – og den er samtidig støjsvag. Motoren er kombineret med en manuel gearkasse med 5 trin, der sikrer en kvik bil i byen og komfort på motorvejen, hvor den med 130 km/t. ligger på blot 3.200 o/min.

Det er også muligt at vælge diesel med den opdaterede Multijet-motor på 1,6 liter. Den yder 130 hk, kommer med en 6-trins manuel gearkasse. Begge motorer lever op til Euronorm 6D Final.

Tipo fra 169.990 kr.

Basisvarianten af den nye Tipo hedder slet og ret Tipo. Den kommer som 5-dørs eller Station Wagon og er skabt til den økonomisk bevidste familie, der ønsker maksimal værdi – og ikke mindst plads – for pengene. Selvom prisen er lav, byder Tipo som standard på avancerede sikkerhedssystemer som skiltegenkendelse, træthedsovervågning og vognbaneassistent med aktiv styring. Derudover har den også splitbagsæde, aircondition, 3,5’’ TFT-display foran rattet, Uconnect DAB-radio med Bluetooth og USB, ratbetjening af radioen, elruder foran og højdejustérbart førersæde. Tipo-varianten kan kun fås med benzinmotoren, og som 5-dørs starter den ved 169.990 kr., og med en merpris på 10.000 kr. fås den som Station Wagon.

Tipo City Life fra 199.990 kr.

Mellemudgaven Tipo City Life byder på de samme praktiske kvaliteter, men indeholder derudover udstyr, der giver et skarpere udtryk og mere komfort. Udover udstyret i basisvarianten kommer den med 16’’ hjul med alufælgelook, LED-kørelys, særligt indtræk, rat med læderoptik, 7’’ Uconnect med touchskærm, Apple CarPlay og Android Auto, elruder bag, adaptiv fartpilot, varme i forsæderne og blindvinkelassistent. City Life kommer kun med benzinmotor, og som 5-dørs koster den fra 199.990 kr. Som Station Wagon koster den 10.000 kr. yderligere.

Tipo Life fra 209.990 kr.

Den topudstyrede Life er for dem, der prioriterer høj komfort for hele familien og udstyr, der bringer værdi til både hverdag og når man skal på langfart. Tipo Life kommer med 16’’ alufælge, indfarvede sidespejle med varme, særligt indtræk, klimanlæg, tågelygter, p-sensor bagtil, det nye 7’’ TFT-display foran rattet, lændestøtte i førersædet, lys- og regnsensor og armlæn foran – foruden al udstyret fra en City Life, naturligvis. Prisen for Life starter ved 209.990 kr. for 5-dørs-udgaven med benzinmotor. Den fås også med dieselmotor fra 230.990 kr. Begge udgaver fås også som Station Wagon for yderligere 10.000 kr.

Tipo City Cross fra 209.990 kr.

Den store nyhed i form af Fiat Tipo som crossover kommer i to varianter. Den første hedder City Cross. Den er udstyret som en City Life, men har derudover et mere dynamisk ydre, der med sin højde, markante skærme og tagræling giver indtryk af en SUV, mens den stadig er kompakt og praktisk i alle omgivelser. Som standard kommer den desuden med særligt indtræk, LED-baglygter og 16’’ fælge i alufælgelook. Prisen starter ved 209.990 kr. for udgaven med benzinmotor og ved 230.090 kr. for udgaven med dieselmotor.

Tipo Cross fra 219.990 kr.

En høj køreposition og den højeste grad af komfort og teknologi pakket ind i et moderne og dynamisk SUV-udseende. Den nye Tipo Cross har det hele og kan det hele. Den er meget veludstyret, og udover udstyret fra en City Cross kommer Tipo Cross med 17’’ alufælge, LED-lys for og bag med automatisk langt lys, mat-grå ydre detaljer, sidespejle med varme, tonede ruder, parkeringssensor for og bag, lys- og regnsensor, klimaanlæg, det nye 7’’ TFT-display foran rattet, USB-port på bagsædet, armlæn på for- og bagsædet, lændestøtte i førersædet og særligt indtræk. For Tipo Cross med benzinmotor starter prisen på 219.990 kr., og med dieselmotor starter prisen ved 240.090 kr.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *